Det laver bestyrelsen også
 
Nyt fra bestyrelsen
 
Biiiiiiib biiiiiib biiiiiib..... Jeg åbner det en øje lidt på klem, mens jeg forsøger at banke livet ud af mit vækkeur. Klokken er kun lidt i otte, og det er lørdag. Jeg vender mig om på ryggen, og mens jeg ligger og kigger op i loftet tænker jeg: "Helt ærlig - så tidligt på en lørdag".
Hele grunden til dette vanvid er, at bestyrelsen har besluttet, at der skal isoleres oppe på loftet over ryttestuen, og vi skal mødes kl. 9 til rundstykker. Da jeg endelig får taget mig sammen og når op på rideskolen sidder Erik, Jesper og Morten allerede og indtager morgenmaden - kun afbrudt af enkelte højlydte diskussioner om efterløn og variabel rente, og det går op for mig, at der er nogen, der er lidt mere morgenmenneske end jeg selv.
Ude i gården står der 2 paller med isolering, lige klar til at smide op og fordele pænt på loftet. Der er bare lige den ene lille ting, at der lige skal ryddes lidt op først, men der er ”ingen ko på isen” der. Erik og Jesper melder sig hurtigt til, at de nok skal tage den "trælse" del og sortere i det hele, hvis bare Morten og jeg lige kravler op på loftet og smider det ud til dem gennem hullet i gavlen.
Det viser sig nu hurtigt, at det var Morten og undertegnede, der trak nitten i det spil. For det skal lige siges, at Inges periodiske rengøringsvanvid aldrig havde nået helt der op. Vi snakker om, at vi på et tidspunkt ikke kunne se hinanden for bare støv, der hvirvlede rundt, og vi brækkede sågar en hule ned, som Morten og Jonas byggede engang tilbage i 90'erne.
Da alt var nede, kunne vi starte på selve isoleringen. Igen blev vi snøret af de ældre, mere erfarne herrer, som nu gerne ville stå oppe på loftet, og med store armbevægelser fortalte hinanden og planlagde, hvordan dette projekt skulle løbe af stablen, mens de to smukke unge mennesker måtte slæbe isoleringsmaterialet fra gårdspladsen, op og ind gennem samme hul i gavlen, som alt det andet var kommet ud af.
Det var ikke til at se rø... for bare skosåler, da der langt om længe blev råbt: ”SÅ ER DER MAD – DRENGE”, og er var rigeligt. Der var i dagens anledning indkøbt en større mængde uspecificeret smørrebrød, som kunne få smilet frem, hos selv den værste anoretiker, og de blev forsøgt indtaget med største fornøjelse. Til sidst måtte vi give op - der var for meget.
Med livremmen løsnet et hul eller to og "buen" spændt, kravlede vi på loftet og gjorde færdig, inden vi skulle ned og have den fremragende hjemmebagte kage, som Mille og Martine lige havde klasket sammen, mens deres mor Tina lige tog en lille lur.
Så alt i alt en rigtig hyggelig og produktiv dag med masser af hyggeligt selskab (og ca. 2 kg tungere). Så må det vise sig på næste års varmeregning, om denne investering var det hele værd.
 
Af Kristian S. Hansen
Søgning
Søg