Anti-mobningspolitik
DRF’s anti-mobningspolitik er målrettet ridesportens børn og unge.
DRF ønsker med sin anti-mobningspolitik at medvirke til at forebygge mobning – uanset om det foregår i rideklubben, på
stævnepladsen eller til bruttogruppe- og landsholdssamlingen – og sikre at ridesportens børn og unge kan færdes i et
trygt miljø.
Vi er opmærksomme på, at mobning også foregår blandt voksne, og der påligger rideklubbernes ledelse et ansvar for også at sikre en god trivsel blandt klubbernes voksne medlemmer. Hertil kan DRF’s anti-mobningspolitik inspirere ift,. hvilke indsatser der kan iværksættes, ligesom DRF’s konsulentstab er til rådighed for rådgivning og sparring.
Hvad er mobning?
Mobning er, når en person flere gange, og over en vis tid, bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer. De negative handlinger kan f.eks. være:
- at bruge fysisk vold, herunder skub, slag, spark osv.
- at true en person
- bevidst at sige sårende og stødende ting
- at udstille en person negativt og/eller mod personens vilje – f.eks. via billeder
- at bruge grimasser eller på anden måde bruge kropssprog for at håne eller såre personen
Mobning kan foregå både i rideklubben, til samlingen eller på de sociale medier.
Hvad gør DRF for at medvirke til at sikre god trivsel i ridesporten og forebygge mobning?
- DRF kører flere gange årligt en anti-mobningskampagne på forbundets sociale medier, der sætter fokus på god trivsel i ridesporten
- God trivsel og adfærd, herunder trænernes rolle og ansvar, er en del af ridesportens træneruddannelser
- for alle trænere gælder det, at træneren, udover at undervise, er særligt opmærksom på rytternes trivsel samt eventuelle tegn på mistrivsel hos den enkelte rytter
- DRF’s konsulentteam hjælper klubberne med at iværksætte initiativer og tiltag, der medvirker til at forebygge mobning og sikre et trygt miljø i rideklubben, f.eks.:
- Intro og præsentation til handlingsplanen ’god trivsel og adfærd i rideklubben – også på de sociale medier’ for forældre og børn/unge
- I forbindelse med afholdelse af samlinger for bruttogrupper og landshold introduceres rytterne og rytternes forældre til ’normer og værdier for bruttogruppe- og landsholdsryttere og trænere’
Hvad kan du gøre, hvis du bliver udsat for mobning?
- Sig fra! Gør den eller dem der mobber opmærksom på at dine grænser er overskredet.
- Bed om hjælp! Gå til din træner og fortæl det til dine forældre, som, enten sammen med dig eller uden dig, kontakter klubbens ledelse og forelægger den situationen. Eller gå til en ven og bed denne om at hjælpe dig med at fortælle det til din træner og klubbens ledelse.
Hvad kan du gøre, hvis du er vidne til mobning?
- Sig fra! Du er en god ven/kammerat, hvis du på andres vegne siger fra over for mobning.
- Bed om hjælp! Hvis du ikke selv har overskud til at sige fra på andres vegne, så bed om hjælp hos ven og/eller gå til træneren og fortæl om situationen.
- Giv din opbakning! Tal med den, der bliver udsat for mobning og hør, hvordan du kan give din støtte.
Hvad kan sanktionerne ved mobning være?
- Hvis et medlem af en rideklub ikke overholder klubbens vedtægter og regler, herunder adfærds- og trivselsregler, kan klubbens bestyrelse tilkende medlemmet en sanktion, f.eks. mundtlig påtale, skriftlig advarsel, udelukkelse fra bestemte arrangementer, midlertidig udelukkelse fra undervisning, karantæne fra klubben og i sidste ende bortvisning.
- For bruttogruppe- og landsholdsryttere gælder det, at såfremt en rytter ikke overholder DRF’s ’normer og værdier for bruttogruppe- og landsholdsryttere’, kan den respektive landstræner give mundtlig påtale og/eller skriftlig advarsel. DRF kan herudover udelukke rytteren fra bestemte aktiviteter, nægte udtagelse til landsholdsarrangementer samt ekskludere rytteren fra bruttogruppen.
God trivsel og adfærd i rideklubben – også på de sociale medier
Hvordan kan min adfærd som rytter bidrage til, at der i rideklubben er god trivsel blandt klubbens medlemmer?
- Ikke udelukke, nedgøre og/eller bagtale mine klubkammerater – hverken i klubben eller på de sociale medier
- Ikke krænke eller diskriminere mine klubkammerater med tekst og/eller billeder på sociale medier
- Snakke om evt. irritationer og/eller konflikter direkte med vedkommende – i en venlig og respektfuld tone – eller rette henvendelse til træneren om hjælp dertil
- Være hjælpsom og imødekommende overfor andre
- Acceptere at alle er forskellige og har forskellige ønsker, tilgange, forventninger og ambitioner til det at være rytter
Hvordan kan mine forældre bidrage til, at rideklubben er et rart sted at være for alle?
- Bakke op om klubbens aktiviteter og arrangementer
- Bakke op om klubbens handlingsplan til at sikre ’god trivsel i rideklubben – også på de sociale medier’
- Tale med ens barn/børn om deres adfærd i rideklubben – også adfærden på de sociale medier
- Selv sikre at dialog med træner, klubledelse og/eller øvrige forældre foregår i en god og respektfuld tone – også på de sociale medier
- Være bevidste om at man som forældre er forbillede for sine børn
Hvad kan rideklubben gøre for at medvirke til at forebygge mobning?
- Sikre at rytterne, og evt. rytternes forældre, er informeret om, hvordan de bidrager til ’god trivsel og adfærd i rideklubben – også på de sociale medier’
- Afvikle fælles aktiviteter og arrangementer i rideklubben
- Deltage som hold i turneringer og stævner
- Sikre at klubbens trænere og undervisere formidler sig i en god tone, både før, under og efter en instruktion/undervisning – og fungerer som stærke ambassadører for klubben
- Have ’nul-tolerance’ i tilfælde af mobning blandt klubbens medlemmer